fredag den 1. januar 2016

Opsummering: Læsetema dec. 2015.

December måneds læsetema var bøger med vinteragtige titler eller temaer og jeg fik stort set læst alle de bøger jeg havde udvalgt på nær to og de læste bøger bød generelt på rigtig gode læseoplevelser.


Bøgerne var:

Eowyn Ivy - Snebarnet, der var en eventyrlig og bevægende fortælling fra de store kolde skove i Alaska.

Wilkie Collins - Kvinden i hvidt, der var en absolut medrivende og nervepirrende fortælling fyldt med intriger, bedrag og kærlighed. Den handlede måske nok ikke så meget om vinter, men det var en meget positiv overraskelse og jeg vil helt sikkert satse på at læse mere af forfatteren på et tidspunkt.

Jeppe Aakjær - Mod jul. Jeg kan ikke huske at have læst noget af forfatteren før, men det er helt sikkert ikke sidste gang. Han var overraskende underholdende og skriver med et lunt jysk glimt i øjet.

Alexie Zentner - Isens greb. Med denne historie var jeg tilbage til det barske liv i Alaska og der var intet eventyrligt over denne fortælling, der både var barsk og markaber, men samtidig både besnærende og underholdenden.

Jeg fik ikke læst Vinterpiger af Laurie Hals Anderson, da jeg ved at den handler om en pige med spiseforstyrrelse og det var bare ikke et emne jeg havde lyst til at læse om her omkring jul og skal jeg være ærlig, så føler jeg ikke rigtig at det er en bog jeg nogensinde kommer til at læse, men måske nogle af mine børn kunne have godt af at læse den på et tidspunkt.

Jeg fik heller ikke læst Snedage af Jan Christophersen, den venter jeg stadig på at skulle hygge med i sofaen under et tæppe en kold og blæsende snevejrsdag. Men det ser ikke ud som om det bliver aktuelt med de temperaturer vi har i øjeblikket.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar