onsdag den 10. februar 2016

Sami Sillanpää - Beijing Love Story.


Bogen er købt på Bogforum 2015 på forlagets stand.

I sidste uge læste jeg 1984 af George Orwell. En skræmmende bog der er udgivet for mere end 60 år siden og som fortæller om et samfund hvor alle overvåges af Partiet, hvor intet er ulovligt, men straffene alligevel umenneskelig hårde. Det der beskrives i denne bog, som har foregået i virkeligheden i Kina og stadig foregår, er rystende og vitterligt lige så skræmmende som romanen 1984.

Bogen er skrevet af den finske journalist Sami Sillanpää, som i en årrække har været udenrigs-korrespondent i Kina. Gennem hans arbejde kom han i berøring med ægteparret Hu Jia og Zeng Jiyan, som er det den kinesiske regering kalder demokratiaktivister. Den eneste forbrydelse de er skyldige i er at udtrykke kritik overfor den måde det kommunistiske styre behandler sine medborgere.

Kina har i de senere år mærket en stærk økonomisk fremgang og man kan leve et godt og trygt liv i landet, hvis man som flertallet vender det blinde øje til og ikke begynder at stille spørgsmålstegn ved regeringens brud på menneskerettighederne, mørklægning og censurering af oplysninger og begivenheder, som f.eks massakren af studenterne på den Himmelske Fredsplads i 1989. På overfladen ser det ud til at landet har åbnet sig og nærmer sig vestlige forhold, men under overfladen er det stadig som på Maos tid. Styret kan gøre lige hvad der passer dem med dem der vover at kritisere forholdene.

Det er hovedrystende at læse Hu og Zengs historier om bortførelser, husarrester, chikane, konstant overvågning og aflytning. Det er ikke mindre beundringsværdigt at de på trods af alt det de har været udsat for, fortsætter deres kamp mod styrets uretfærdigheder, med fare for deres eget, familie og venners liv og helbred.

På YouTube har parret lagt en række videoer op, der viser den massive overvågning de var udsat for under deres husarrest, hvor de konstant, døgnet rundt var overvåget af 8-10 civile sikkerhedsbetjente uden for deres private hjem. En af dem kan ses her.

Det er en dramatisk og hjerteskærende historie forfatteren fortæller. Nogle steder synes jeg den var lidt forvirrende, men det er et stærk budskab bogen giver.

Beijing Love Story får 5/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar