torsdag den 3. marts 2016

Leonora Christina Skov - Hvor intet bryder vinden.

Hvor intet bryder vindenBogen er lyttet som udmærket dansk lydbog hentet på Mofibo.

En gruppe på syv danske kunstnere har fået indbydelse til et gratis arbejdsophold på den ellers ukendte danske ø, Stormø. Allerede da de kommer er der noget der ikke føles rigtigt, der er ingen internet eller telefonforbindelse og pludselig forsvinder nogle af personerne.

Det skorter ikke på personer med tvivlsomme motiver med manglende moralske skrupler og det er nok det der gør denne bog så interessant for mig. Jeg kan godt lide, når man som læser sidder og ikke helt ved hvilken hest man skal holde på, eller om man overhovedet har lyst til at holde på en hest, fordi de alle er noget tvivlsomme af karakter.

Bogen er velskreven og jeg synes plottet hænger godt sammen. Forfatteren holder kortene tæt til kroppen og hvis der var nogle ledetråde lagt ud, ja så missede jeg dem fuldstændig. Slutningen var efter min mening et helt vildt genialt træk og den overraskede mig.

Dette er en af de sjældne krimier, som jeg godt kunne tænke mig at læse i fysiskform, selv om jeg har lyttet til den som lydbog. Jeg føler ikke helt jeg er færdig med historien og dens personer og som med alle bøger med skiftende synsvinkler, kan det være svært at følge, med når man ikke selv ser det på skrift.

Nu er det den anden krimi, som jeg har læst inden for ganske kort tid som ikke har guds bedste børn som persongalleri og selv om jeg begge gange har synes det er spændende og anderledes, så kan jeg godt mærke, at det lige som med bøger om gamle mennesker der vandre ud i det blå, er noget jeg meget hurtigt kan blive lidt træt af.

Men det skal bestemt ikke stjæle roserne fra denne krimi, som er en nervepirrende og veldrejet historie.

Hvor intet bryder vinden får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar