mandag den 7. marts 2016

Læst og lyttet uge 9-2016.


I ugen der er gået har jeg lyttet til tre lydbøger, hvoraf den ene var Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov, som var en lettere forstyrrende og meget overraskende krimi. Min anmeldelse kan læses her.

Den anden lydbog var en glædeligt gensyn med den helt fantastiske roman En mand der hedder Ove af Fredrik Bachman, som jeg læste for første gang i december 2014 og jeg står 100% ved den anmeldelse jeg skrev af bogen dengang, den kan læses her. Den tredje lydbog er beskrevet her under.

Jeg fik afsluttet en roman, som var Livet og døden i Shanghai af Nien Cheng, en barsk historie der kan læses om her. Samt den korte satiriske bog og en krimi som jeg valgte at opgive. Begge kan der læses om herunder.


Neil Gaiman - Neverwhere. Bogen er lyttet som engelsk lydbog hentet på Mofibo. Den er oplæst af forfatteren selv, hvilket var en rigtig fin oplevelse. Jeg er sucker for engelske dialekter og har var der mange skønne at glæde sig over.

Richard Mayhem er en helt almindelig ung mand, der rejser til London for at gøre lykken. Det vil sige alt går godt, lige indtil den dag, da den unge pige Door krydser hans vej. Pludselig åbner et helt andet London sig for hans øjne, befolket af eventyrlige og bizarre væsner.

Det er en overraskende blanding af eventyrlige, fortryllende og mærkeligt makabre og grumme elementer. Hele historien, uanset om det var lemlæstelser der blev beskrevet eller mere hverdagsagtige hændelser, blev fortalt i et henåndende, vidtløftigt tonefald, som irriterede mig lidt.

Jeg morede mig flere steder over udtryk og beskrivelser, men jeg synes aldrig rigtig jeg kom ind i fortællingen eller lærte personerne for alvor at kende.

Neverwhere får 3/5 stjerner.


Palle Vibe - Som ulve er færrest og får er flest. Bogen har jeg fået tilsendt af forfatteren.

Dette er en lille satirisk bog, der forsøger at lave lidt grin med den traditionelle kamp mellem kønne, set som ulve og får.

Nu er satire noget svært nogen og jeg vil ærligt indrømme at jeg er meget dårlig til satire og det er måske derfor denne bog ikke rigtig sagde mig noget.

Der var nogle sjove ordspil på ulve og nok mest på får, med klovlak og mulemaling, men jeg tror måske det skulle have været lidt grovere eller mere overdrevet for at jeg ville synes det var sjovt. Jeg følte ikke rigtig der var noget nyt og overraskende under solen.

Den gjorde meget lidt indtryk på mig, for selv om jeg har læst den i gennem et par gange, kan jeg intet huske fra den. Så desværre var det ikke rigtig en bog for mig.

Som ulve er færrest og får er flest får 2/5 stjerner.


Ola Wong - Slaverne fra Tanzhou. Bogen er købt antikvarisk hos Åmosens Antikvariat gennem Saxo.com.

Historiens hovedperson er den 31-årige Eliza Su, der arbejder for det svenske firma Risikokontrol, der lever af at hjælpe virksomheder ind på det kinesiske marked og vurdere kommende samarbejds-partnere. Eliza bliver af sin chef, der også er hendes elsker, sendt til byen Tanzhou, på en mission for at undersøge forretningsmanden Rickard Klingas forhold.

Det er en upbeat krimi, med et noget svagt plot, der er gennemskueligt fra flere kilometers afstand. For mig føles det lidt som en parodi på krimigenrens klicher. Hvis man tager hovedpersonen, Eliza Su, der er  egocentrisk, gudesmuk, kan slå på tæven og som ikke er bange for at bruge sin seksualitet og krop. Så er det jo netop beskrivelsen på helte som for eksempel James Bond, hvilket er meget tankevækkende, da det her får mig til at synes Eliza er en skrækkelig kvinde, mens jeg uden at kny acceptere det hos mandlige hovedpersoner som, James Bond.

Men udover den observation, så var der ikke meget kød på denne krimi. Jeg synes den var meget naivistisk i sin fremstilling, så jeg nærmest følte jeg blev talt ned til og da der heller ikke var et tilnærmelsesvis spændende plot, der kunne holde mig fanget i bogen, så valgte jeg at stoppe min læsning efter ca. 50 sider, fordi jeg følte jeg spildte min tid.

Slaverne fra Tanzhou er DNFet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar