torsdag den 17. marts 2016

Tracy Chevalier - Den sidste flugt

Bogen er købt på Bogforum 2015 på forlaget Jentas stand.

Jeg har tidligere læst Pige med perleørering og Faldne engle af samme forfatter. På hylden har jeg hendes Forunderlige skabninger og L´innocence stående ulæste. Den sidste har jeg købt på fransk i et øjebliks optimisme, i den tro at jeg efter 20 år stadig kan læse fransk og chancerne for at jeg nogensinde får den læst er nok minimale.

Historien foregår i 1850´erne og følger den unge engelske kvæker kvinde Honor Bright, der vælger at udvandre til Amerika sammen med sin søster Grace, efter at manden hun var udset til at skulle giftes med svigtede hende. I Ohio møder hun for første gang i hendes liv sorte slaver og hun bliver fanget ind i dilemmaet omkring at vende det blinde øje til eller at hjælpe de undvegne slaver.

Forandringerne i Honors liv er i bogen portrætteret gennem hendes håndarbejde. Hjemmefra England er hun en meget pertentlig og habil syerske og efterhånden som hun stifter bekendtskab med nye forhold, bliver hun også præsenteret for nye og andre måder at sy tæpper på. Jeg synes det var en anderledes måde at fortælle historien på, men det forekom mig lidt kluntet nogle steder.

Det forfatteren vil med bogen er, at fortælle om den underjordiske jernbane som opstod i de år og som var en gruppe af frivillige, der hjalp de bortløbne slaver med mad og med at gemme sig. Det mest interessante, som hun fortæller om i et afsnit efter bogen, er at denne undergrundsbevægelse altid bliver gjort til noget stort og heroisk i USA, men ud fra hendes egen research viser det sig at det faktisk var under 1% af slaverne, der rent faktisk blev hjulpet af den underjordiske jernbane.

Medlemmerne af den underjordiske jernbane, bestod heller ikke som tidligere antaget af flest hvide kvækere, men for langt størstedelen frigivende eller tidligere bortløbene slaver. Hvilket nok er kontroversielt, da kvækerne jo er kendt for deres pacifisme og for at se alle mennesker som ligeværdige. Men i mange tilfælde valgte de altså ikke at hjælpe og flere steder i USA på den tid, var kvækernes kirker endda delt op i bænke for sorte og hvide.

En fin historie, men jeg synes ganske enkelt at baggrunds historien var meget mere interessant end selve fortællingen, hvor jeg synes personerne var lidt svære at komme ind på livet af og historien aldrig helt ramte den rigtige tidsånd.

Jeg valgte at lytte til bogen som dansk lydbog hentet på Mofibo og det var en helt utrolig kedelig oplæser, der talte enerverende langsomt. Igen, Hurra! for muligheden for at sætte hastigheden op ellers havde det været noget af en ørkenvandring at komme igennem bogen.

Den sidste flugt får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar