søndag den 24. april 2016

Læst og lyttet uge 16-2016


Konfirmations planlægning og efterfølgende oprydning har fyldt mit hoved og min tid i denne uge og det er kun blevet til minimal læsning. Jeg har fået læst en bog og lyttet til en anden. Den læste bog er Land i datid af Jesper Bugge Kold, en meget interessant bog og jeg kan godt lide, at han skriver om personer, der er på hvad vi opfatter som den forkerte side, dem som man normalt ikke har som hovedpersoner.

Lige pt. er jeg ved at lytte til Margaret Atwoods dystopiske fortælling Orax og Crake, en lidt speciel oplevelse både hvad angår lytningen, men da godt nok også selve historien, der dog er ved at give lidt mening her ca. 25% inde.

Men bogen jeg fik lyttet færdig i løbet af sidste uge var:

Michel Faber - The Book of Strange New Things. Jeg valgte at købe bogen som lydbog på iTunes, da jeg rigtig gerne ville have den læst i denne måned.

Historien handler om ægteparret Peter og Beatrice Lee. De bor i England, hvor Peter er præst. Han bliver ansat af den amerikanske virksomhed USIC til at være missions præst i en koloni på en fjern planet, hvor han skal prædike for nogle fremmede væsner.

Lydbogen og ikke mindst oplæseren, var helt fantastisk god. Rumvæsnerne havde en meget speciel måde at tale på, hvilket i bogen er mærkeret med nogle tegn, som jeg tænker nok kan frustrere nogle under læsningen, men i lydbogsudgaven, får man jo så at høre, hvordan forfatteren havde forestillet sig at det skulle lyde. Hvilket faktisk var lidt creepy.

Selve historien var dødkedelig. Jeg vidste godt at det ikke var en aktionfyldt sci-fi roman, da jeg startede på den, men der skete vitterligt ingenting. Hele det tvivlsomme setup med USIC, så jeg komme fra flere kilometers afstand og jeg synes egentlig aldrig det kom til nogen kulmination af alle de udlagte twists i historien. hvilket var en lidt flad fornemmelse.

Selvfølgelig er der meget fokus på psykologien og på hvordan de to ægtefolk langsomt glider fra hinanden og de hver i sær bliver absorberet i deres eget liv. Hvordan deres fokus ændres fra missionen til de ting der sker, henholdsvis på jorden og på planeten.

Så jeg må altså tilstå, at jeg var umådelig glad for at kunne speede bogen op til dobbelthastighed og havde muligheden været der for x3, så havde jeg nok også hoppet på den. Jeg følte historien stod helt stille og jeg følte slet ikke historien gav mig noget som helst med efter endt læsning.

The Book of Strange New Things får 2/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar