søndag den 3. juli 2016

Læst og lyttet uge 26-2016.


Det lader til at denne uge har været ugen med de orange bøger. Jeg holder en lille ferie fra lydbøgerne og har derfor kun lyttet én bog som var Gyldne søn af Pierce Brown, som er den anden bog i Red Rising-trilogien. Anmeldelse af trilogien følger når jeg har fået læst/lyttet den sidste.

Derudover er det blevet til fire almindelige fysiske bøger og har måttet opgive en. De to af dem var Vi skal have nye navne af NoViolet Bulawayo og Among Others af Jo Walton. Meget forskellige bøger, men begge utrolig gode læseoplevelser.

De to andre læste bøger og den en opgivne var som følger:

Charlotte Rørth - Jeg mødte Jesus. Bogen har jeg lånt af min svigermor og leveret tilbage igen, derfor er den ikke med på billedet.

Dette er forfatterens beretning om hvordan Jesus åbenbarede sig for hende i en spansk kirke i 2008 og hvordan det efterfølgende ændrede hele hendes liv. Hun var på det tidspunkt langt fra at være troende og havde meget svært ved at kapere det hun havde oplevet.

Jeg sætter under ingen omstændighed spørgsmålstegn ved, om hun har oplevet det hun skriver. Jeg er sikker på der findes mere mellem himmel og jord end vi har evner til at forstå.

Men selv om bogen var utrolig let og lige til at læse, så kunne jeg slet ikke forholde mig til det hun skriver. Jeg kan slet ikke begynde at sætte mig ind i det hun har oplevet, det ligger vitterligt så milevidt fra min forståelse og mit syn på religion, så jeg valgte at opgive bogen.

Jeg mødte Jesus DNFet

Geling Yan - The Flowers of War. Bogen er købt på Saxo.com.

Historien foregår i 1937 i den kinesiske by Nanking, der lige er blevet okkuperet af de japanske tropper. De er som vilde dyr og voldtager, mishandler og dræber alle på deres vej gennem byen. En gruppe skolepiger, der ikke har kunnet nå sikkerhedszonen, har gemt sig i byens amerikanske kloster mission, der i følge Geneve konventionen skulle være neutralt område.

Til gruppen i klosteret støder en flok piger fra det lokale bordel og nogle hårdt sårede kinesiske soldater. Der helt ændre stemningen og klosterets udsigter til en gnidningsløs konflikt. Da den brutale og nådesløse japanske hær banker på klostrets port, må missionens præst Father Engelmann træffe en svær beslutning.

Jeg har ikke tidligere læst noget om Kina op til og under 2. verdenskrig, så det kom bag på mig at japanerne var så barbariske og blandt andet henrettede flere hundrede bagbundne kinesiske soldater. Den menneskelige grusomhed overrasker mig gang på gang.

Fortællingen handler også om de to meget forskellige grupper piger, der har samme alder, men som er vokset op i meget forskellige kår. Skolepigerne tilhører den rige og beskyttede elite og nogle af bordelpigerne er blevet solgt af fattige forældre eller kidnappet af slavehandlere som ganske små.

En meget interessant roman om en tid af Kinas historie jeg ikke har stødt på mange bøger om og som jeg derfor ikke kender så meget til.

The Flowers of War får 4/5 stjerner.

Bradley Somer - Fishbowl. Bogen er købt på The Book Depository.

Hele historien tager udgangspunkt i den lille guldfisk Ians fald fra 27. etage. Undervejs hører vi om de forskellige beboere i huset og hvordan deres liv berører og på mange forskellige måder vikles ind i hinanden.

Da jeg klikkede bogen hjem, udelukkende baseret på omslaget, var jeg ellers meget skeptisk. Den lød meget interessant, men det føltes som at købe katten i sækken, da jeg ikke er stødt på andre anmeldelser af den.

Men heldigvis blev min skepsis hurtig gjort til skamme. Det er en utrolig charmerende og meget filosofisk fortælling om nogle meget forskellige mennesker med hver deres problemer, håb og hemmeligheder.

Forfatteren havde mig i sin hule hånd lige fra starten og jeg måtte læse bogen i et hug, da jeg simpelthen blev nødt til at vide hvordan det kom til at gå dem alle og ikke mindst den lille Ian på vej fra 27. etage mod den hårde asfalt.

En skøn og meget utraditionel bog om mennesker på kryds og tværs.

Fishbowl får 5/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Jeg vidste ikke at "The Flowers of War" var en bog. Jeg har selv set den som film, med Christian Bale i hovedrollen, og den var i hvert fald god!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor sjovt, jeg anede ikke at den er filmatiseret. Det er ikke en man har hørt specielt meget om selv om den er med Christian Bale. Men jeg kan egentlig godt forestille mig at den ville gøre sig godt som film :)

      Slet