mandag den 1. august 2016

Helen Simonson - Majorens sidste forelskelse.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Historien handler om den ældre Major Pettigrew og hans begyndende venskab med den lokale kioskejer Mrs. Ali.

Det er en rigtig sjov, sød og hyggelig, men på samme tid bidende sarkastisk kommentar til livet generelt.

Forfatteren tager emner som, familie, alderdom og ikke mindst vores indbyrdes relationer til hinanden op til kærlig behandling.

Hvor er det dejligt med en roman der kan få læseren i gennem hele følelsesregisteret. Jeg kunne ikke lade være med at grine af de mange groteske optrin med de nysgerrige og snobbede damer i golfklubben, mens andre hændelser fik mig til at krumme tæer.

Jeg blev desuden lidt trist og temmelig sur over den ubetænksomme og egoistiske måde majorens søn opfører sig på over for sin far. Jeg havde sådan en lyst til at stikke ham nogle øretæver. Der var også lidt røde ører ved nogle af tingene, da der luftes fordomme, som vi helst så os selv for gode til, men som jeg nok ikke kan sige mig helt fri for selv at have.

Det er ikke hver dag man har en ældre herre som hovedperson i romaner, men han var en meget elskelig type, som jeg med det samme fattede sympati for og hans humor var så dejlig tør og underspillet.

Forrygende og underholdende roman.

Majorens sidste forelskelse får 4/5 stjerner.

2 kommentarer: