tirsdag den 20. september 2016

Emily Urquhart - Beyond the Pale.

Bogen er købt på Saxo.com.

Lige fra starten tiltrak Andrew og Emilys lille nyfødte pige sig mange nysgerrige blikke. Personalet på sygehuset hvor Emily fødte, fandt lige fra sygeplejersker og læger til rengøringskonen vej ind på deres stue for at kigge på den lille med det hvide hår.

Men først 3 måneder senere bliver det slået endelig fast at Sadie, som barnet kommer til at hedde, er albino. Selvfølgelig bliver Emily nysgerrig og begynder at grave i familiehistorien, og almene overleveringer og overtro forbundet med albinoer.

Forløbet i bogen er en blanding af hendes oplevelser som førstegangsmor og som mor til et anderledes barn. Udover de almindelige bekymringer, skal de også tage stilling til alle de ekstra ting der er at tage hensyn til med børn uden pigment. De har blandt andet nedsat syn og har meget høj risiko for at få hudkræft. Samtidig er der alle bekymringerne i forbindelse med omverdenen, som ikke altid er lige søde ved dem der er anderledes.

Jeg er helt uforstående over for, hvorfor hun og hendes mand absolut skal blæse afsted til Tanzania, hvor der er en stor befolkning af albinoer, der på grund af overtro, bliver slået ihjel eller overfaldet og får skåret lemmer af, som bruges af heksedoktorer til forskellige magiske remedier. Jeg synes det virkede meget ugennemtænkt og jeg kunne ikke forstå, hvad hun ville opnå med det. Selvfølgelig er det vigtig at der råbes op og gøres opmærksom på de forfærdelige overgreb, men det virkede lidt som om det var udelukkende af personlig interesse og nysgerrighed de tog afsted.

Det meste af bogen var meget interessant, men jeg synes ikke den var særlig godt formidlet. Der var ikke rigtig nogen rød tråd og historien var rundt omkring og over det hele, med mange afstikkere hele tiden. Der var meget af det hun beskriver, som nok har stor betydning for dem personligt, men som jeg synes er irrelevant. Jeg havde forventet mere af bogen, som har en meget høj rating på Goodreads, men blev desværre lidt skuffet.

Beyond the Pale får 3/5 stjerner.


2 kommentarer:

  1. Sikke et fantastisk billede!

    SvarSlet
    Svar
    1. hæhæ, ja det var sjovt at jeg lige havde en model der passede ;)

      Slet