tirsdag den 6. september 2016

Sidsel Sander Mittet - Sandsnogens bid

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Facet og er den første bog i Krøniken om Morika, som er en ny trilogi, der foregår i det samme fantasyunivers som Morika trilogien.

De to trilogier hænger ikke sammen som sådan og kan læses uafhængigt af hinanden og i hvilken given rækkefølge man ønsker.

Historien forgår sekshundrede år før fortællingerne om Eshri og Koraus, som vi mødte i Morika trilogien og handler om Itua og Aaton, der er henholdsvis morikaner og hila.

Den 16-årige Itua, bliver giftet bort til den ti år ældre hilaleder Byroon, som en del af en aftale mellem morikanernes ledere og hilaerne. Samlivet med ægtemanden bliver ikke helt som Itua har forestillet sig og hun føler sig stærkt tiltrukket af sin tildelte livvagt hilaen Aaton. Da morikanerne og hilaerne begynder at kriges står Itua over for et svært valg, hvem skal hun holde med?

Det var dejligt at være tilbage i Morika-universet og forfatteren skriver stadig fænomenalt godt. Jeg er utrolig imponeret over den meget gennemarbejdede og troværdige verden hun har skabt, der i den grad fungerer perfekt med hila sprog, sange og sagn. Forfatteren har som altid en mere seriøs side til det ellers meget farverige univers. Hun arbejder blandt andet med temaer som racisme, seksualitet og kønsroller i sine historier.

Kærlighedsdramaer i ungdomsbøger er en af mine største aversioner og jeg brød mig ikke så meget om den i denne historie, da jeg synes den tog meget fokus fra det mere spændende politiskespil. Men jeg vil medgive, at det langt fra er den alt for brugte og meget traditionelle kærlighedshistorie vi er ude i her. Det er betydeligt mere kompleks. Hvilket helt klart trak op i min bedømmelse, stadig er der dog lidt for meget instalove over det efter min smag.

Jeg er vild med det indbydende og iøjnefaldende cover design både på denne og de andre bøger i Morika trilogien. Der er så mange detaljer, lige fra panterhovedet i navnet, de dramatiske farver og til snoghovedet på ryggen af bogen. Virkelig flot arbejde!

Sandsnogens bid får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar