torsdag den 29. september 2016

Tom Buk-Swienty - Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.

Begge bøger er lyttet som lydbøger fra Mofibo. Jeg synes helt klar at Dommedag Als var en bedre lydbog end Slagtebænk Dybbøl, hvor oplæserens mange stemmer, som jeg synes var noget overdrevne, blev ved med at forstyre min lytning.

Jeg kunne godt tænke mig at læse bøgerne i fysisk form på et tidspunkt, da der skulle være tilføjet et stort billedmateriale, som man går glip af med lydbøgerne.

Disse to bøger genfortæller, gennem flere forskellige øjenvidne beretninger både fra datidens kendte mennesker som H.C. Andersen og Johanne Luise Heiberg og fra den almene dansker, de to meget voldsomme og vigtige slag i Danmarks krig mod Preussen og Østrig d. 18. april og d. 29. juni 1864.

Nogle personer mødte vi kun en enkelt gang, mens andre blev gengangere hele bogen i gennem, hvor vi følger dem i krigens stund gennem breve og dagbøger, hvilket gjorde at oplevelsen af alle rædslerne kom meget tæt på og det føltes meget personligt.

I begge bøger fortæller forfatteren om forløbet af de fejlslåede forhandlinger og det politiskespil, der både nationalt og internationalt havde stor betydning for forløbet og udfaldet af krigen. Det er meget interessant og lærerig læsning.

Jeg er vild med historie og jeg elsker bøger om historie, som ikke bare er tør opremsning af historiske facts. Her får vi også forfatterens egen mening med som sidebemærkninger og han forstår at holde spændingen, selv om man jo godt ved hvordan det hele falder ud.

Forfatteren gør med disse to bøger fortiden og krigen i Sønderjylland med alt sin blodige gru, lyslevende for læseren og det er en helt ubeskrivelige læse/lytteoplevelse.

For mig var Slagtebænk Dybbøl lidt mere forvirrende at følge, da der var mange spring i tiden og det var svært at holde styr på når man lytter bogen. Dommedag Als føltes mere som en mere rolig og komplet fortælling.

Slagtebænk Dybbøl får 4/5 
Dommedag Als får 5/5 stjerner


8 kommentarer:

  1. Jeg har haft begge bøger i hænderne. Og har læst hele "Slagtebænk Dybbøl".
    Jeg kan godt forstå du syntes den har været forvirrende som lydbog, det er virkelig billederne der binder den sammen, og lige nu har jeg meget svært ved at se, hvordan du har kunne få 4/5 stjerne ud af den som lydbog.

    SvarSlet
    Svar
    1. For mig var det helt klart selve indholdet der trak Slagtebænk Dybbøl op på 4 stjerner. Alle de mange øjenvidneberetninger gør den helt unik og det skinnede i gennem både oplæserens mærkelige stemmer og den forvirrende springen rundt :)

      Slet
  2. Jeg overvejer også at købe dem i papirform. Så vidt jeg husker læste jeg den ene af dem som e-bog, og der var billeder i, men de var godt nok små :D

    Men ellers meget spændende bøger om en interessant tid i Danmarkshistorien.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har et godt øje til dem som maxi-paperbacks på Saxo ( dem med de forsider jeg har indsat her i indlægget) de kan nemlig fås til bare 100,- kr. stykket.

      Slet
  3. Jeg vil ikke undlade at anbefale samme forfatters to bøger om Kaptajn Dinesen - Ild & Blod hhv Til døden os skiller. Den første er udgivet i Frankrig som den bedste beskrivelse af rædslerne under kommunardopstanden i Paris. Stort billedmateriale inviterer til fysisk bog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for anbefalingerne :) Jeg bed godt mærke i at forfatteren i Dommedag Als, nævner Wilhelm Dinesen og det spændende og rastløse liv han levede, så det er da nogle bøger jeg helt sikkert gerne vil have fat i :)

      Slet
  4. Jeg kunne klart bedst li' Slagtebænk Dybbøl - husker den anden som svær at komme igennem. Jeg læste også bøgerne - lige den type bøger, tror jeg ikke, jeg kunne lytte til - der er så mange fine billeder der er med til at forme historien. Jeg kan ikke stå for den slags - det understreger virkelig historiens vingesus! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal helt klart læse bøgerne igen på et tidspunkt for at få det hele med. For ja, der mangler noget, når man ikke får billederne med :)

      Slet