søndag den 4. december 2016

Adeline Yen Mah - Uønsket

Bogen er købt brugt gennem Saxo.com.

Dette er forfatterindens egen historie om hendes svære opvækst i en velstillet kinesisk familie, der får Askpot til at ligne en forkælet snothvalp. Da hendes mor dør af barselsfeber efter fødslen, finder faderen en ny kone. Med hende starter nogle barske barndomsår, med afvisning og grusom psykisk terror. Stedmoderen er ondskabsfuld og spiller Adeline, hendes tre brødre og to halvsøskende ud mod hinanden.

Det er en trist historie og man kan ikke andet end at føle medlidenhed med den lille hjælpeløse pige, der gang på gang bliver afvist af sin stedmor og far, uden at finde trøst og hjælp hos sine søskende. Hvilket er hjerteskærende at læse om.

Jeg synes ikke den var specielt velskreven og jeg fandt sproget meget uelegant, men det kan selvfølgelig være oversætterens skyld. Der var nogle virkelig grimme grammatikfejl og sætninger, hvor ordene var byttet rundt, hvilket selvfølgelig ikke er forfatterens skyld, men som ikke gjorde oplevelsen af bogen bedre.

Måden historien var fortalt på brød jeg mig ikke sønderligt om. Jeg fandt ikke at forfatterens historie var særlig inspirerende. Selv om hun har kæmpet sig fra ingenting og til at blive en veletableret praktiserende læge. Historien gav mig det billede, at alt hun har opnået, har været for at få anerkendelse fra forældrene, hvilket er utrolig trist og fortæller mig, at hun nok aldrig er kommet videre i livet.

Jeg har læst mange bøger om kinesiske skæbner. Om mennesker der har overlevet det grusommeste af det grusommeste. Men som skriver fantastiske og inspirerende historier. Mens den her i stedet for at være en inspirerende og stærk "Du kan blive hvad du vil"- historie, blev en "Hvor er alle onde mod mig"-historie og jeg forstod aldrig, hvorfor hun blev ved med at vende tilbage til den familie efter flere skuffelser. Det kunne have været godt, hvis hun havde fokuseret mere på hvordan hun trods alt var stærk nok til, at komme dertil hvor hun er. Jeg ville gerne have hørt mere om hendes liv væk fra den skrækklige familie og om hendes mand og børn.

Uønsket får 2/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar