søndag den 11. december 2016

Gregory Maguire - After Alice.

Bogen er købt på Saxo.com. Jeg valgte at lytte lydbogen på Mofibo. Det var en kanongod udgave. Oplæseren gjorde et helt fantastisk godt arbejde med at indleve sig i rollerne.

Historien følger de to piger Ada og Lydia. Ada er nabo til Alice, hun bliver vist nok nævnt kort i en af bøgerne, og falder ned i kaninhullet lige efter Alice og forsøger hele bogen i gennem at finde Alice i Eventyrlandet og bringe hende med tilbage. Lydia er Alice storesøster, der halvhjertet leder efter Alice, der er blevet væk, men som nok mest er optaget af sit eget 14-årige liv og sociale stilling.

Det er en historie der har forvirret mig utrolig meget, som sådan nogle genfortællinger eller fortsættelser af kendte historier altid gør. Jeg var meget spændt på at læse, hvordan forfatteren ville gribe det an og hvad han mente var vigtigt at tilføje den elskede klassiker.

Det er helt klart nødvendigt at have læst Alice i Eventyrland og Gennem spejlet først, eller i hvert fald vide lidt om de væsner der optræder i bøgerne. For ellers giver alle de mange referencer, til de personer Ada møder, ikke noget mening. After Alice kan ikke stå alene, da den helt og holdent bygger på de oprindelige bøger. Jeg har ikke læst Gennem spejlet og derfor var der nogle dele, som jeg følte gik hen over hovedet på mig.

Gennem figuren Ada giver forfatteren et mere veludviklet og udbygget billede af Eventyrlandet og ikke mindst Alice som person. Mens de dele der handler om Lydia, mere er en kommentar til Victoriatiden og hvordan samfundet fungerede på den tid historien om Alice foregår. Læseren bliver præsenteret for kvindernes stilling på den tid, Darwin og slaveriet.

Spørgsmålet vil så altid være, er det noget man har brug for at vide. Vinder historien om Alice ved at vi ved mere om datidens samfund eller at Alice i følge denne forfatter, blev anset for at være flyvsk og upålidelig. Eller fungerer historien bedst ved at være tidløs. Personligt synes jeg de afsnit, der handlede om Lydia, blev meget belærende og der var lange kedelige passager, der bare trak historien i langdrag. Blandt andet synes jeg ikke det bidrog til fortællingen, at vide at Darwin havde fordøjelses problemer.

Sproget er svulstigt og meget ordrig med en masse spøjse sætninger og ordspil. Det havde jeg sådan set ikke noget i mod og synes det gav en fin stemning i bogen. Jeg synes det understøttede den barokke og meget skøre stil fra de oprindelige bøger.

Så det er en lidt ambivalent følelse jeg sidder tilbage med efter endt læsning. Jeg synes det blev mere og mere interessant at følge de to piger og få noget at vide om deres baggrund. Men på den anden side var det mange steder, hvor jeg synes historien faldt i gennem og manglede noget. Jeg følte ikke jeg ville have gået glip af noget, ved ikke at læse den.

After Alice får 2/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Ærgerligt med den lidt ambivalente følelse, den lyder ellers virkelig interessant. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt okay bog, men jeg ved ikke om den var nødvendig, men sådan har jeg det nok altid lidt, når det gælder sådan nogle historier der bygger på mere kendte værker.

      Slet