mandag den 5. december 2016

Xiaolu Guo - 20 brudstykker af en hungrende ungdom.

Bogen er lyttet som rigtig fin lydbog, fundet på Mofibo. Jeg har tidligere læst romanen Jeg er Kina af samme forfatter.

Historien følger den unge kineserinde Fenfang, der som mange unge kinesere flytter til Beijing for at få en bid af  den materielle rigdom, der er tilgængelig i Kina nutildags. Hun forsøger sig som skuespiller og manuskriptforfatter.

Det er et levende, sjovt, sarkastisk og meget interessant billede på nutidens unge kinesere. Historien beskriver, det liv der bliver levet i storbyen og de tanker ungdommen i Kina går med nu om dage. Sproget er upbeat, præget af slang og som jeg forestiller mig det tales blandt unge i Kina.

Hovedpersonen fortæller om det monotone liv på landet, der fik hende til at søge indtil byen og mødet mellem kinesere og udlændinge og de dilemmaer det skaber for hende. Forfatteren skriver om kvinders forhold i landet. Hvordan kvinder stadig anses for at være mænd underlegne og hvordan kvinder er mod andre kvinder.

Under alt den nyvundne frihed og rigdom, lurer der stadig en styreform som kan knuse sine indbyggere med et enkelt slag. Gamle værdier er blandet med nye værdier og giver nogle gange et meget forvirret liv, men helt sikkert også et liv med nye muligheder for kvinder til at frigøre sig og blive uafhængige.

Jeg synes, jeg kunne mærke en distance mellem den nye og gamle generation og at der i jagten på den økonomiske lykke, tabes noget af familiesammenholdet. Hvor familien før, har betydet meget for den enkeltes identitet, så er det blevet et meget egoistisk og måske også mere ensomt samfund.

Rigtig god roman, der gav mig følelsen af at komme ind bag facaden i det nye Kina.

20 brudstykker af en hungrende ungdom får 5/5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar