torsdag den 26. januar 2017

J. K. Rowling - Harry Potter


I starten af januar fik Mofibo endelig Harry Potter-serien som lydbøger. Det er noget jeg har ventet længe på og jeg gik straks i gang med at lytte de engelske lydbøger oplæst af Stephen Fry. Han gør et rigtig godt stykke arbejde. Jeg er som altid ikke vild med det, når mænd laver pivende skingre kvindestemmer, men resten synes jeg var rigtig godt.

Jeg har længe overvejet om jeg overhovedet skulle lave et indlæg om det - om jeg har noget nyt og spændende at tilføje, en serie som alle kender og som er blevet diskuteret, analyseret og omtalt til hudløshed. Selv forfatteren synes ikke at kunne slippe historien igen, men bliver ved med at tærske lang halm på den. Epilogen i Harry Potter og dødsregalierne, har jeg sådan set altid ladet som om ikke eksisterer og ikke ti vilde heste, ville kunne få mig til at læse Harry Potter og det forbandede barn.

Selv er jeg ikke en af dem, som er vokset op med Harry potter, det er jeg alt for gammel til. Første gang jeg hørte om den var jeg 25 år og sad i et undervisningslokale på Skåde fagskole, hvor jeg var ved at uddanne mig til "salgsassistents med profil i bøger og kontorartikler", som det så smukt hedder.

Jeg var ikke helt solgt på serien før den fjerde bog Harry Potter og flammernes pokal udkom, der gik serien fra at være en god og underholdende børnebog, til at at være noget helt specielt. Det mørke twist, var overraskende og alligevel meget forståeligt. Lige som J. K. Rowling forstår at bygge et brandgodt persongalleri op, så forstår hun virkelig også at lade de helt rigtige personer dø.

Det er nok ikke sidste gang jeg genlytter eller genlæser serien, for jeg synes den som helhed går op i en højere enhed. For hver gang jeg genoplever serien, opdager jeg nye krydsreferencer bøgerne i mellem og opdager nye ting, som jeg ikke har bemærket før eller måske lige frem har glemt fra tidligere.

Nogle af bøgerne kan jeg lide bedre end andre, den bog jeg mindst kan lide er nok Harry Potter og fangen fra Azkaban og Harry Potter og Fønixordenen ligger lige der efter. Selv om jeg altid har synes, at hukommelseskarret er en genial måde at lave flashback på, så keder de sekvenser mig stadig lige så meget som første gang jeg læste dem.

Så sammenfatter - nej, jeg har ikke noget nyt og spændende at sige om serien, andet end at det er god og eventyrlig underholdning og en historie, der bliver ved med at være værd at vende tilbage til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar