tirsdag den 31. januar 2017

Januar 2017 var...


Januar var måneden, hvor jeg fik læst fem bøger til mit kinesiske læsetema:

De fede år af Chun Koonchung, en overraskende roman lidt i stil med 1984 af George Orwell.
Midnight in Peking af Paul French en meget interessant kriminalhistorie fra 1930´ernes Peking.
Ikke en jordisk chance af Frode Z. Olsen, historien om de danskere der valgte at blive i Hong Kong, da japanerne angreb den britiske kronkoloni i 1941.
Serpentine af Cindy Pon. En lettere skuffende YA-roman, der manglede handling.
Snørede Fødder af Pang-Mei Chang, en genlæsning af forfatterens historie om sin bedstefars søsters spændende og kontroversielle liv i begyndelsen af 1900-tallet.

I Januar fik jeg også læst flere bøger om Den Kolde krig:

Bag Den Kolde Krigs tåger af Samuel Rachlin, et gedigent faktuelt og velskreven værk om alt hvad der førte til Den Kolde Krig og ikke mindst, hvad Den Kolde Krig førte med sig.
When the Wind Blows af Raymond Briggs, et nostalgisk gensyn med en favorit fra min skoletid.
Kollega Persson af Alice Persson, en selvbiografisk roman om en ung kvinde der noget blåøjet tager til DDR, for at hjælpe med at udbrede det kommunistiske budskab.
Koldfronter af Keld Broksø, en god og skræmmende thriller der forgrener sig fra København, Berlin, Warszawa og til Tallinn.

Jeg var til Bogudsalg i januar, hos Arnold Busck, hvor jeg fik og købte de bøger jeg fortæller om i denne video.

Andre nævneværdige bøger i januar var:

Ti års frihed af Natascha Kampusch, en bog der gjorde stort indtryk på mig. Ikke mindst på grund af forfatterens nærmest umenneskelige styrke.
Mischling af Affinity Konar, en bog om et monsters modbydelige leg med uskyldige mennesker og ikke mindst børns liv.
1864 i billeder af Tom Buk-Swienty, meget kraftfuld bog med et stort billedmateriale, der kan læses selvstændigt, eller som en opfølger til forfatterens to andre bøger om krigen i 1864.
Ebba af Garbi Schmidt, en roman om kvindeliv i begyndelsen af 1900-tallet.

Januar var måneden hvor Mofibo endelig fik Harry Potter-serien af J. K. Rowling, som lydbøger og det benyttede jeg mig fluks af og fik i løbet af de første 14 dage af måneden lyttet hele serien.

Den sidste uge af januar, har jeg været ramt af influenza-lignende forkølelse, måske en lumsk afart af den frygtede mandeinfluenza. Det har i hvert fald taget mig gevaldig lang tid at kommer over det. Mine feberbrændende øjne og hovedpine har ikke været ideelle til at få læst ret meget og en kraftig hoste har gjort, at jeg har fået en nerve i klemme i nakken, så jeg ikke kan holde til at sidde med en bog ret lang tid af gangen. Åh,ja det er hårdt at blive gammel.

Men jeg har brugt tiden under dynen på at genlytte en del bøger, som jeg rigtig godt kan lide. Det har blandt andet været et dejligt genlyt med Hobbitten af J. R. R. Tolkien, North and South af Elizabeth Gaskell og de to første bøger i Spektrum-serien af Nanna Foss. De to sidste bøger har jeg valgt at genlytte, da bog nummer tre i serien snart får en udgivelsesdato og jeg glæder mig meget til at læse den næste i serien.

Jeg fik ikke læst de 244 sider i Krig og Fred af Lev Tolstoj, som jeg eller havde planlagt i januar. Jeg kom godt i gang og nåede 154 sider, der var bare så mange andre spændende bøger, der trak mere i løbet af måneden. Men jeg har stadig til slutningen af juni til at få den læst og jo, længere jeg kommer jo bedre synes jeg om den, så jeg er fuld af fortrøstning for at jeg nok skal få den læst.

2 kommentarer:

  1. Dejligt med læseinspiration - især bøgerne om den kolde krig, for det er en periode, som jeg ikke har læst meget om.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, den kolde krig har heller ikke interesseret mig særlig meget før nu. Den tid har nok været lidt for tæt på min egen tid, til at jeg synes det var spændende, men det har ændret sig nu og jeg synes også der kommer flere og flere bøger om den tid i øjeblikket :)

      Slet