onsdag den 22. februar 2017

Emma Donoghue - The Wonder

Jeg lånte bogen på biblioteket, men skiftede efter et par kapitler til den engelsk lydbog på Mofibo, som var kanongod. Jeg elsker irske accenter og det var der rigeligt af. Jeg har tidligere læst Rum af samme forfatter.

Historien handler om den nogle og 30-årige Elizabeth Wright, kaldet Lib. Hun er uddannet som sygeplejeske under selveste Florence Nightingale og arbejdede som frivillig under Krimkrigen (1853-1856). Lib er blevet ansat og sendt til Irland for at overvåge Anna, en 11-årig irsk pige, der eftersigende ikke har taget næring til sig i fire måneder. Lib skal afsløre eventuelt snyd eller bekræfte at pigen er et levende mirakel.

På alle måder er dette en helt fantastisk psykologisk, mørk og stemningsfuld historie, hvor jeg fulgte udviklingen med stigende spænding. Jeg kunne godt lide, at jeg som læser hele tiden fik udfordret mine egne holdninger og ikke altid synes Lib gjorde det rigtige i forhold til, hvad der var bedst for barnet.

Det er en interessant og temmelig forstyrrende historie om hvordan forskellige autoritets personer stiller sig overfor Annas tilstand. Hvad deres interesse er i den lille pige, hvor vidt de bare forsøger at mele deres egen kage og hvilken indflydelse de hver især har på hendes tilstand. De små spændinger, både kulturelle og religiøse, der er mellem den engelske Lib og Annas irske familie var også utrolig interessant og øgede intensiteten af historien.

Jeg havde en ret tydelig fornemmelse for, hvor en del af plottet ville føre hen, men på trods af det, synes jeg det er en utrolig velskreven og velfortalt historie. Min eneste anke er slutningen, som jeg synes bryder med følelsen jeg havde for resten af historien. Men jeg tror også mange ville have været utilfreds med en anden slutning, så jeg har fuld forståelse for forfatterens valg.

The Wonder får 5/5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar