tirsdag den 21. februar 2017

Henrik Pontoppidan - Det forjættede land

Bogen er købt i Betty Mogensens Boghandel til dette års bogudsalg.

Det forjættede land består af tre sammenhængende romaner: Muld, Det forjættede land og Dommens dag, som efter hvad jeg kan forstå oprindeligt er udgivet hver for sig, men nu udgivet samlet i denne forlagsserie "Klassikere med forord" fra Gyldendal. Jeg må tilstå, at jeg slet ikke har læst forordet, da jeg ofte har oplevet, at der afsløres alt for meget af handlingen.

Historien følger Emanuel Hansted fra han er en ung mand, lige ansat som hjælpe-kapellan hos den ældre og noget forstokkede provst Tønnessen, gennem hans noget omtumlede liv og til hans død. Det er både en ung mands dannelseshistorie, mødet mellem land og by, men i allerhøjeste grad et gennemgribende indblik i livet i Danmark i slutningen af 1800-tallet.

Det jeg holder mest af ved de gamle danske klassikere er, udover de vidunderlige miljøsbeskrivelser, det altid meget varierende og utrolig underholdende persongalleri forfatterne fremviser. Jeg elsker at læse om personer som provst Tønnessen, der ikke er det mindste likeable, men alligevel så fantastiske at læse om, more sig over og forarges over

Jeg har muligvis læst andet af Pontoppidan i min skoletid, men så har jeg i så fald glemt det. I alt fald er dette første gang, jeg bevidst har læst noget af ham. Jeg synes det var noget af en mundfuld og jeg gik lidt død i de mange religiøse kontroverser og det politiske spil mellem de forskellige grupper, som jeg ikke kender baggrunden for og derfor ikke helt kunne gennemskue. Men jeg er langt fra afskrækket, hvis der skulle dukke en anden af hans bøger op til udsalget næste år, så er jeg helt parat til at hoppe på den.

Det forjættede land får 3/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Den har jeg stående i fin læderindbunden udgave i min reol - må snart læse den! Kan derudover varmt anbefale Pontoppidans mesterværk Lykke-Per som er en af mine yndlingsbøger :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glemmer altid hvor meget humor og lune mange af de gamle danske forfattere skrev deres historier. Jeg vil helt sikkert gerne læse Lykke-Per på et tidspunkt, det er nok den af Pontoppidan jeg har hørt mest om :)

      Slet