mandag den 27. marts 2017

Hannah Kent - The Good People

Bogen er lånt på biblioteket. Af samme forfatter har jeg tidligere læst Uindviet jord.

Historien foregår i Irland i 1825. Nóra har mistet både sin datter og sin mand inden for det samme år og er nu bebyrdet med både at skulle passe sin dattersøn, Micheál på 4 år og ejendommen, derfor ansætter hun den unge Mary til at hjælpe sig.

Nóra skammer sig over dattersønnen, der hverken kan tale eller gå og som skriger hele tiden. Da overtroen og de gamle religioner er stærk i området, begynder mange at sladre om at han er en skifting fra feernes verden og at det er hans skyld at datteren og manden døde og at tingene går skidt på egnen. Nóra og Mary søger først hjælp ved områdets katolske præst, men bliver afvist, da han er stærk modstander af den lokale overtro, derfor vender Nóra sig mod den kloge kone Nance for at få hjælp.

Lige som med forfatterens debutroman Uindviet jord er denne historie også i store træk baseret på ting der er sket i virkeligheden. Det er et indblik i mødet mellem den katolske kirke og yderområdernes tro på feer/ The Good People og hvor grum begge dele kan være. Denne ene gren har bestemt ikke noget at lade den anden høre i denne historie.

Jeg synes, at jeg havde lidt svært ved denne fortælling. Ikke kun fordi det er en rædselsvækkende beretning om overgreb og alt det onde man kan gøre i god tro, men jeg kunne bare ikke sætte mig ind i historien på samme måde som med forfatterens første bog. Måske skyldes mit manglende engagement i historien, at jeg ikke er så bekendt med Irlands historie og mytologi?

Jeg følte mig distanceret fra stort set alle personerne og kunne ikke helt overgive mig til fortællingen. Der er dog ingen tvivl om, at forfatteren skriver brandgodt og har en fantastisk måde at formulere sin historie på. Det var bare ikke helt den rigtige type historie for mig.

The Good People får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar