fredag den 31. marts 2017

Paul Theroux - Den store Jernbanebasar

Bogen er lånt på biblioteket og indgår i en serie af rejsebøger fra C&K Forlag.

Forfatteren starter sin bog med at fortælle om, hvordan han altid har synes at rejsebogsforfattere er prætienitiøse og selvoptagede, der altid kun fortæller om de gode ting på en rejse. Aldrig om den dårlige mad, den dårlige mave eller de uheldige indkvarteringer man kommer ud for. Så det han går efter i denne bog, er at fortælle hele sandheden om både det eventyrlige og spændende, men også det som er mærkeligt og anderledes og det måske knapt så glamourøse rejseliv.

Togrejsen starter i 1973, hvor forfatteren forlader kone og børn i London og tager på en fire måneder lang rejse gennem Europa og Asien. Undervejs giver han forlæsninger her og der, men det primære mål med turen er simpelthen bare at rejse med tog.

Hvis man vil have rejsetip og ideer til spændende ting at se i de lande forfatteren besøger, er det ikke denne bog man skal læse. Det er mere en fortælling om de mange forskellige mennesker han møder, og hvordan selve togene ændrer sig fra land til land. De forskellige irriterende forsinkelser og strabadser der er ved overhovedet at få en billet.

Den første del af bogen, hvor han rejser gennem Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet, synes jeg det gik meget hurtigt, og det var egentlig ikke så interessant det lidt han beskriver her. Det var først da han kom til Asien og lande som Thailand, Malaysia og Singapore, som jeg selv har rejst i og ikke mindst den Transsibiriske Jernbane, at jeg synes det blev interessant, fordi det vakte minder og at jeg kunne genkende nogle af de ting han beskrev.

Han skriver om alle de ting, man lykkeligt har glemt når man kommer hjem fra sådan en rejse, som de lidt skræmmende mongoler der fik os til at smugle deres alt for mange cigaretter og spiritus over grænsen fra Rusland til Mongoliet, eller kaosset og panikken, når man midt om natten skal finde sit tog og det hele står på kinesisk og ingen taler engelsk.

Det er ikke en rejsebeskrivelse der bobler over af rejseglæde eller iver for at lære nye kulture og folkeslag at kende. Han laver ikke meget andet end at befinde sig i de forskellig tog, hvor han virker mere som en iagttager end som en der aktivt engagerer sig i de steder og lande han besøger.

Bogen føltes lang og tør. Jeg manglede lidt gejst og glæde til at skabe fremdrift, men den er fin, som en lidt anderledes rejsebog.

Den store jernbanebasar får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar