onsdag den 5. april 2017

Rachel Seiffert - Mørkekammeret

Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo.

Romanen er delt op i tre selvstændige historier, der følger tre tyske familier, før, under og efter 2. Verdenskrig.

I den første historie, der foregår i 1930´erne følger vi den handicappede Helmut, i et land hvor optimismen og nazismen blomstrer. Samt hans frustration over ikke at kunne deltage i krigen.

Historie nummer to følger fem søskendes barske rejse gennem et krigshærget Tyskland fra Bayern til Hamburg, for at komme frem til deres bedstemor, efter deres forældre er blevet arresteret af amerikanerne, fordi de var nazister.

Den tredje og sidste historie, som jeg synes var klart den bedste, foregår i 1990´erne og følger Michael, der forsøger at finde ud af hvad hans elskede og kærlige bedstefar egentlig gjorde for Waffen SS i Hviderusland.

Det er en gribende og meget tankevækkende bog, der udforsker hvordan det var og er at være tysker, set i lyset af historiens gang og den rolle Tyskland spillede i 2. Verdenskrig. Hvor længe skal en nation og et folk bøde for fortidens synder? Hvordan er det at vide at én, måske flere af ens forfædre var nazist og slog uskyldige mennesker ihjel? Er det bedst at leve i uvidenhed, for hvordan lever en slægt videre med sådan en viden?

Alle personerne i romanen er veldefinerede og gennem dem fortælles det, hvordan et menneske ikke bare er ond eller god, men at opfattelsen af hver enkelt person, helt afhænger af omstændighederne og hvem der oplever personen. For børnene er moderen og faderen elskelige og kærlige forældre, men for resten af verden er de forhadte nazister. Hvis man bliver monster for bare at overleve, er man så stadig et monster eller gør forståelsen af de omstændigheder forbrydelsen er begået under, det hele mere acceptabelt?

En dybt rørende og fantastisk kompleks historie, der sætter mange tanker i gang, om hvad krig gør ved os som mennesker og hvor dybe rødderne egentlig går.

Mørkekammeret får 5/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar