onsdag den 21. juni 2017

Jakob Eberhardt - Den blodrøde flod

Bogen er købt på bogudsalg i år og har undertitlen: Danske øjenvidner til den Finske Borgerkrig i 1918.

Som titlen indikerer, så er bogen her en beskrivelse af Den Finske Borgerkrig fortalt gennem 5 danskeres breve og erindringer, samt historiske dokumenter. De fem danskere valgte i 1918, at kæmpe med i borgerkrigen på De Hvides side.

Efter Den Russiske Revolution og zarrigets kollaps, stod Finland pludselig i en situation, hvor landet havde mulighed for at blive en selvstændig stat efter at have været underlagt først svenskerne og derefter russerne.

Der var to modstridende fraktioner på spil. Der var De Hvide som var dem der ville have et selvstændigt Finland og De Røde, som ville have landet tilbage under russisk herredømme. Det hele endte i en borgerkrig, der kun varede i tre en halv måned, men som kostede over 25.000 mennesker livet.

Jeg har virkelig kæmpet en kamp med at komme i gennem denne bog. Det er en af de meget få bøger, hvor det synes som om jeg kan læse det samme afsnit igen og igen, uden at noget siver ind. Jeg skulle helt hen til side 162, før det gik op for mig hvorfor bogen ikke fanger mig, for emnet er sådan set meget lærerigt.

Det er vinklen bogen bliver fortalt fra der er problemet. Den er meget fokuseret på de forskellige slag og tekniske forklaringer og meget lidt på at fortælle om menneskerne, der kæmpede krigen. Hvilket er det, der for mig er spændende at læse om. For mig bliver historien levende gennem de mennesker der levede den.

Der er små glimt her og der, der går tæt på de fem danske mænd. For eksempel fortælles det, at to af dem senere kom til at stå på hver sin side i 2. Verdenskrig, den ene som nazisstikker og den anden som modstandsmand. Morderlig interessant efter min mening, men der var alt for lidt af det. Jeg havde håbet at forfatteren havde brugt mere af de fems egne breve og uddrag fra deres bøger.

Det irriterede mig meget at billedteksterne ofte blev gengivet med akkurat samme ordlyd i teksten under eller over billedet, så man faktisk læste det samme to gange lige i træk. Det var meget lidt opfindsomt og tilføjede ikke noget til hverken tekst eller billede.

Jeg har lært meget nyt om Finlands historie ved at læse bogen. Blandt andet anede jeg ikke, at Finland overhovedet havde haft en borgerkrig, men den måde det bliver fortalt på her i denne bog, det var efter min mening for kedeligt og ikke noget for mig.

Den blodrøde flod er opgivet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar