søndag den 4. juni 2017

Janet Evanovich - Tricky Twenty-Two og Turbo Twenty-three

Bøgerne er købt på Saxo.com.

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg begynde at læse bøgerne i denne serie om dusørjægeren Stephanie Plum, men det har vel været omkring 2005 vil jeg tro, måske før. Den første bog i serien udkom i midten af 1990´erne og hedder One for the Money. Jeg vil betegne serien som en noget letbenet chicklit-krimi.

Den første bog er blevet filmatiseret, men blev et flop. Det var de helt rigtige skuespillere der var valgt til rollerne, men kemien mellem dem var der bare ikke og filmen ramte heller ikke bøgernes falde-på-halen komik, der er stærkt krydret med seksuelle spændinger, mellem Stephanie og de to mandlige hovedpersoner, den italienske hottie Morelli og den mystiske sexede latino Ranger.

Man skal ikke læse serien, hvis man forventer nogen form for udvikling eller hvis man har en forventning om, at der på et tidspunkt kommer en afklaring i forhold til om Stephanie vælger Morelli eller Ranger. Det er bøgernes genkendelighed og min nysgerrig efter at se om det endnu engang har lykkedes forfatterinden at koge ny spændende suppe på de gamle ben, der får mig til at vende tilbage til serien igen og igen. Det er en underholdende guilty pleasure og intet andet. Man skal ikke forvente at lægge bøgerne fra sig med noget som helst nyt input, men er det ikke også dejligt befriende nogle gange?!

Selv om bøgerne har nummererede titler, så er det fuldstændig underordnet i hvilken række følge man læser dem. Jeg læste nr. 23 lige for jul og har nu læst nr. 22 og det gør igen forskel, for handlingen er så tilpas intetsigende, at man nemt kan skippe rundt i rækkefølgen uden at misse noget som helst. Men for en god ordens skyld, og for at få baggrunds historien med, ville det måske være på sin plads i det mindste at starte med bog nummer et.

Indrømmet jeg læser selvfølgelig også serien på grund af de to mandlige hovedpersoner og de små sexede øjeblikke der er undervejs og jeg er helt klart Team Ranger. Desværre er Stephanie blevet mere og mere kysk undervejs og i de sidste to bøger er det kun blevet til lidt hotte kys her og der.

Selv om jeg hver gang jeg lægger en bog i serien fra mig, sværger at det er sidste gang og at jeg i hvert fald ikke skal have den næste bog, når den udkommer, så bliver jeg alligevel nostalgisk hver gang jeg kan se når den næste er på vej og må også lige have fat på den.

Begge bøger får 3/5 stjerner. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar