søndag den 25. juni 2017

Jon Krakauer - Three Cups of Deceit

Bogen er købt på Saxo.com og har undertitlen How Greg Mortenson, Humanitarian Hero, Lost his Way.

Min interesse for bogen kommer af, at jeg for mange år siden læste Greg Mortensons bog Tre kopper te, om hvordan han på en mislykket bjergbestigningsekspedition til K2, kom væk fra sin guide og havnede i en isoleret pakistansk landsby. Hvor byens gæstfrihed og byens mangel på uddannelses muligheder, især til byens piger, fik ham til at love landsbyens ældste, at komme tilbage og bygge en skole til dem og han tog hjem og startede en indsamling og var bagmanden til at starte hjælpeorganisationen CAI ( Central Asia Insitute).

I denne bog fortæller Jon Krakauer, hvordan Greg Mortenson har løjet om begivenhederne og ændret på historierne, for at vinde folks tillid og for at kunne fremstå som en anden frelsende messias. Han fortæller om hvordan Mortenson har brugt organisationen CAI, som sin egen personlige bankkonto og blandt andet har brugt penge fra CAI til at købe sine egne bøger, så de kan komme/ forblive øverst på bestsellerlisterne.

Greg Mortenson har, men måske ikke i det antal han selv påstår, rent faktisk fået bygget skoler rundt omkring i Pakistan og Afghanistan. Desværre står skolerne ubrugte hen, fordi der mangler ledelse og ikke mindst lærer til at undervise børnene. Krakauer nævner et sted i Afghanistan hvor børnedødeligheden er så stor, at det måske var en lægeklinik området havde brug for i første omgang, i stedet for en skole?! Det viser at Greg Mortenson ikke helt har føling med hvilket behov for hjælp, der er i de områder han bygger sine skoler og derfor går pengene til spilde.

Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er i orden den måde CAI er blevet styret på, men på den anden side synes jeg heller ikke bogen har den grad af bevisførelse og overbevisning, som jeg havde forventet. Den bygger meget på nogle diffuse udtalelser fra forskellige personer og oplevelser forfatteren har haft med organisationen, som han selv har doneret rigtig mange penge til.

For mig virker det til at Greg Mortenson har brændt for sin sag, men ikke helt har kunnet løfte byrden eller har kunnet holde styr på pengene. Mens Krakauers kritik måske er velplaceret og seriøs nok, men med en anelse heksejagt over sig.

Three Cups of Deceit får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar