lørdag den 10. juni 2017

Veronica Henry - The Beach Hut Next Door

Bogen er købt på Book Depository.

På stranden i Everdene står der en række strandhytter. Gennem bogens forskellige kapitler, hører vi om nogle af de personer, der på den ene eller anden måde har tilknytning til disse strandhytter. Der er en håndfuld personer, som vi følger gennem længere tid, men nogle af dem er bare på gennemrejse i historien.

Efter et par tunge bøger om en forfærdelig barndom og en Auschwitz overlevers erindringer, så trængte jeg til lidt fluffy læsning. Noget let, som jeg ikke skulle forholde mig til og ud fra det pastelfarvede omslag var det det jeg forventede og også fik.

Det er en sød og hyggelig bog, som passer perfekt som sommerlæsning. Alle personerne er skønne på hver deres måde og selv om der ikke sker de store dramatiske ting i bogen, så var det bare en dejlig oplevelse.

Det eneste minus, som faktisk irriterede mig en lille smule, var at der var alt for mange personer at holde styr på. Man blev konstant præsenteret for nye personer og hver gang der kom en ny person, havde jeg en forventning om at alle disse historier ville blive bundet sammen til sidst. Men det viste sig, at det eneste mange af personerne har til fælles, er strandhytterne, og derudover berører deres liv overhovedet ikke hinanden og vi møder ikke de personer igen.

Det virkede overflødigt at læse om disse tilsyneladende tilfældige personer, som man kun fik et lille glimt af. Jeg ville meget hellere have haft mere tid sammen med de egentlige hovedpersoner. Så deres historier kunne blive lidt dybere.

Som en sidebemærkning, kom jeg til at tænke på Bathseba Everdene fra Far from the Madding Crowd, hver gang jeg læste navnet Everdene og fik rigtig meget lyst til at genlæse den bog.

The Beach Hut Next Door får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar