lørdag den 8. juli 2017

Lydbogs-tag


Jeg er blevet tagget af Den Lille Bogblog til at svare på spørgsmålene i denne tag-leg om lydbøger. Jeg tagger The Bookworm´s Closet og Bibliotekattens bøger.

Har du altid lyttet til lydbøger, hvis ikke hvornår begyndte du?

Jeg begyndte først at lytte til lydbøger i 2012-13. Inden da havde jeg forsøgt mig et par gang, men det fangede mig ikke rigtig til at starte med. Man skal lige finde ud af hvor forskellige lydbøger er og hvor vigtigt det er med en god oplæser.

Hvilken lydbog er din favorit?

Jeg har mange, blandt andet Den første sten af  Carsten Jensen, Hobbitten og Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien. Men som regel foretrækker jeg engelsksprogede lydbøger, da der ofte gøres mere ud af ud af dem og der kan leges mere med accenter i det engelske sprog. The Martian af Andy Weir på engelsk, er nok den bedste lydbog jeg endnu har lyttet til.

Hvilken lydbog var du ikke den største fan af?

Uha, der er mange efterhånden. Jeg hader lydbøger, der bliver læst op med monoton og kedelig stemme, oplæsere der har mærkelige stemmer, eller som ikke kan udtale f.eks engelske ord og navne korrekt.

Men den værste jeg endnu har oplevet er nok City of Jasmin af  Deanne Raybourne, hvor oplæseren havde en talefejl og ikke kunne udtale V, PH og F, men sagde B istedet for hver gang. F.eks hed hovedpersonen Dove, hvilket hver gang blev til Dobe, I love You blev til I Lobe you o.s.v.. Jeg var indtil da slet ikke klar over hvor mange ord der rent faktisk er på engelsk med V, PH eller F. Hold nu op hvor var det irriterende! Desværre var det en lydbog jeg havde købt i dyre domme på iTunes, så den skulle pine død lyttes færdig.

Hvordan er oplevelsen forskellig i forhold til at læse fysiske bøger og lytte til en lydbog?

En lydbog må ikke indeholde for mange små vigtige detaljer og oplysninger, da man ikke er 100% fokuseret hele tiden. Ligeledes fungerer en bog med billeder og visuelle effekter selvsagt ikke som lydbog. Med en fysisk bog kan man også bladre tilbage og læse afsnit igen eller lige få styr på en detalje man måske har misforstået, det er ikke nemt med en lydbog.

Hvordan og hvor finder du dine bøger.

Jeg har været så heldig for nogle år siden at blive sponsoreret af Mofibo, så der finder og lytter jeg alle mine lydbøger. De har et stort udvalg af både engelske og danske titler og er rimelig hurtig til at få nyudgivelser op. Nogle gange har de endda forpremiere på udvalgte bøger, så man kan være heldig at lytte dem før de officielt udkommer.

Før det lånte jeg bøger på Ereolen eller købte lydbøger på iTunes. Hvilket var en udfordring, da man i vores kommune kun kan låne 4 lydbøger om måneden, hvilket jo slet ikke rækker i mit tilfælde og da iTunes er vanvittig dyrt, især i tilfælde som med City of Jasmin, hvor det oveni købet er en dårlig lydbog, synes jeg heller ikke altid det var lige sjovt.

Hvornår finder du dig oftest i færd med at lytte til en lydbog?

Når som helst jeg kan komme til det. Jeg er hjemmegåendehusmor med fire børn, så en stor del af dagen tusser jeg rundt herhjemme alene, mens jeg støvsuger, gør rent, ordner vasketøj eller kører ærinder og det letter lidt af ensformigheden at krydre det med en lydbog.

Hvilken genre foretrækker du at lytte til?

Hvad jeg lyttet til afhænger ikke så meget af genren, men mere om oplæseren kan fange mig og om det er en bog der egner sig til at være lydbog. Så jeg lytter alt mellem himmel og jord.

Har du nogle anbefalinger?

Jeg har gennem tiden lavet en del indlæg om gode lydbøger, så dem lister jeg her:

Bedste lydbøger 2016
Bedste lydbøger 2015
Bedste lydbøger 2014
To gode børnebogsserier som lydbøger
Vigtigheden af en god oplæser

2 kommentarer:

  1. Jeg har aldrig været specielt pjattet med lydbøger, men efter jeg begyndte at arbejde for Mofibo / Storytel, er jeg blevet ret hooked. Især fordi jeg en del fra og til togstationer osv. Og så er jeg også nogle gange bare for træt til rent faktisk at læse, når jeg sidder i toget på vej hjem. Og tal for anbefalingerne! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må bare være spændende at arbejde for Mofibo/ Storytel. Ej hvor er jeg misundelig :D

      Der skulle også en del gange til før jeg rigtig faldt for lydbøgerne, nu kan jeg slet ikke undvære dem. Det er jo som at få læst højt som da man var barn ;)

      Slet