tirsdag den 22. august 2017

Herman Bang - Tine

Bogen er købt som souvenir i Arnold Busck boghandel i Sønderborg.

Historien foregår i en lille landsby på Als i 1864. Her er den unge Tine i huset hos skovriders Berg og hans kone. Da krigen bryder ud fungerer Tines eget hjem såvel som skovridergården som interneringskvarter og nødlazaret for skiftende bataljoner. Fru Berg er taget i sikkerhed med sønnen og midt i al rædslen og gruen forelsker Tine sig i Berg.

Romanen rummer to parallelle fortællinger, der hver forstærker den anden og får den til at gå op i en højere enhed. Det er en enkel men meget intens fortælling. Historien er mættet med udtryksfulde beskrivelser og meget stærkt billedsprog, der levendegører den kaotiske krig og alle dets følger. Men som også går tæt på Tine og kærligheden til Berg.

Selv om vi som læsere ikke kommer med soldaterne til fronten, følger vi gennem personer som Tine og hendes forældre krigens udvikling og deres afmagt. Romanen er kort, men ikke nem at læse. Vi får intet serveret, men må udlede alt fra beskrivelser og indtryk, der dukker op hist og her.

I folkeskolen arbejde vi en periode med Herman Bangs forfatterskab. Vi Læste blandt andet Ludvigsbakke, Ved vejen og selvfølgelig også Tine og dengang satte jeg nok knapt så meget pris på hans bøger som jeg gør nu.

Denne udgave har forord af Tom Buk-Swienty, som er ekspert inden for alt hvad der har med krigen i 1864 at gøre og som har skrevet de anbefalelsesværdige bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Sproget i romanen er ændret til nydansk, uden de gamle stavmåder. Hvilket måske er lidt ærgerligt, men som måske igen gør bogen lettere tilgængeligt for nutidens unge læsere.

En stærk og intens dansk klassiker om en af Danmarkshistoriens milepæle.

Tine får 5/5 stjerner

2 kommentarer:

  1. Jeg må desværre indrømme, at jeg intet ved om denne bog, men den lyder bestemt som en, der er værd at læse :)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes bestemt du skal prøve at læse den, om ikke andet så fordi det er en del af vores kulturarv :)

      Slet