søndag den 26. november 2017

Weina Dai Randel - Empress of Bright Moon-dualogien

Bøgerne er købt på Saxo.com.

Denne dualogi, der består af bøgerne The Moon in the Palace og The Empress of Bright Moon, bygger på den historiske person Wu Zetian eller måske bedre kendt som kejserinde Wu, der levede i 600- tallets Kina og som anses for at have være landets eneste officielle kvindelige overhoved.( Enkekejserinde Cixi 1835-1908, regerede gennem sin søn og senere sin nevø ).

Alle de mandlige personer i bogen, på nær eunukkerne, bygger også på rigtige personer, nævnt i historiske skrifter. Alle kvinderne i historien ( på nær Wu) er ren fiktion fra forfatterens side, da kvinder og eunukker ikke havde nogen betydning og derfor ikke var vigtige nok til at blive omtalt i skrifterne.

Historien i de to bøger, giver en levende og meget virkelighedstro fortælling om, hvordan det kunne have været at være kvinde og leve ved datidens kejserlige hof, hvor intriger og urent spil var dagens orden. Hvor unge piger helt ned til tolv-tretten års alderen blev udvalgt til at leve i de meget hierarkisk inddelte kvindegårde, inden for paladsets mure. Det hele gjaldt om at tiltrække kejserens opmærksomhed, så man kunne avancere. Det må have været et stort psykologisk press, hele tiden at spekulere på, hvem man kan stole på og hvem der vil en til livs.

De to bøger ligger måske i den lettere del af de historiskeromaner, men de giver et meget fint indblik i livet i Kina på kejserinde Wus tid. Hvor overtro profetier og astrologiske forudsigelser tillagdes stor betydning og nærmest styrede det daglige liv. Bog to i serien fortæller også om buddhismens indtog i Kina, der blev hjulpet stærkt på vej af donationer fra Kejserinde Wu.

På baggrund af forsiden og mine tidligere erfaringer med José Fréches Silkekejserinde-trilogi, der også handler om kejserinde Wu, havde jeg nok forventet en slibrig og måske lidt plat fortælling. Men jeg blev heldigvis glædeligt overrasket over, hvor godt disse to bøger er skrevet og at det ikke kun handlede om sex og skandaler i fortidens Kina.

De to bøger skal læses i rækkefølge, da den anden bog fortsætter hvor den første slap. Det vil give en sammenhængende og mere forståelig fortælling. Samt at der vil være en del spoilere, hvis man får læst den anden bog i serien første.

En meget underholdende og medrivende, flydende fortælling om en usædvanlig kvinde for sin tid og livet bag kejserpaladsets mure.

Begge bøger får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar