torsdag den 25. januar 2018

Mario Vargas Llosa - Bukkens fest

Bogen er købt for mange år siden, da jeg arbejde i Bog & Idé i Brønderslev.

Romanen forgår hovedsagelig i 1961 i Den Dominikanske Republik. Historiens følger tre spor, der består af den fiktive Urania Cabral, der mange år efter vender tilbage til landet og den far, hun ikke har talt med siden en skæbnesvanger aften i 1961. Vi følger også den lille gruppe mænd, der venter på at Trujillo skal ankomme til det sted, hvor de ligger i baghold for at likvidere ham. Vi får deres indbyrdes historier, grunden til at de hver især vil Trujillo til livs og en brutal beskrivelse af den kaotiske tid efter mordet. Endelig væver den 70-årige Trujillos sidste dag, sig ind og ud af historien og binder det hele sammen.

Det er en fortælling om diktatorens mange ansigter og dermed magtens mange facetter, blandt andet illustreret gennem Trujillos tilnavne; Chefen, Generalen, Velgøreren og Bukken. Det er et nærgående og dybt forstyrrende portræt af en skånselsløs mand, der forstod at holde sit land og folk i et ubarmhjertigt jerngreb.

Et regime, hvor modstandere kunne slippe fri, på bekostning af alle deres nærmeste, der betalte en dyr pris for det, selv om de måske var helt uskyldige. Hvor alle så igennem fingre med og accepterede mord og tortur. Hvor mændende tæt på lederen forventedes at stillede deres koner og døtre seksuelt til rådighed for Trujillo. Det må siges, at være den mest nederdrægtige måde, at vise og udnytte sin magt over andre.

Måden bogen er skruet sammen på er eminent. Ved at følge de tre forskellige synsvinkler, får man et helstøbt billede af Trujillos udspekulerede ondskab og hans langsomme forfald. Han kæmper med det kropslige forfald, impotens og inkontinens, men også hans magt smuldrer, med den manglende støtte fra USA, voksende modstand i landet og konspirationen imod ham.

Jeg synes, bogen var svær at følge til at starte med, på grund af alle de mange fremmede navne og ikke mindst fordi, alle har forskellige kaldenavne, Tyrkeren, Sorte, Den omvandrende Møgbunke, Lyshoved og så videre, så man nærmest skulle holde styr på to sæt navne. Men efter et kort stykke tid, fik jeg de vigtigste personer på plads og så gav det hele sig selv.

De indgående beskrivelser af tortur og drab er ikke for sarte sjæle og jeg måtte holde pauser undervejs, når det blev for meget. Men det er en vanvittig godt fortalt historie, hvor den fiktive del går op i en højere enhed med virkeligheden. Jeg synes, jeg fik en god fornemmelse for Den Dominikanske Republiks historie og landets forhold til nabolandene i Caribien. Hvor ubehageligt det end var, kom jeg helt tæt ind på livet af manden og uhyret Trujillo.

Tak til Palle for anbefalingen!

Bukkens fest får 5/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar