lørdag den 17. februar 2018

Toni Morrison - Elskede

Bogen er lyttet som middelmådig dansk lydbog på Mofibo. Oplæseren var ikke særlig god til de amerikanske stednavne og så kan jeg ikke forstå, at den lange sekvens, hvor hun hoster, rømmer sig gentagende gange og drikker noget, ikke er klippet væk?!

Sethe er flygtet til Cincinnati i Ohio, fra farmen Sweet Home, hvor en ny ejer gør livet ubærlig for slaverne. Men en lov tillader slaveejere, at krydse statsgrænser for at hente deres undvegne slaver tilbage. Da hendes ejer dukker op i Ohio for at hente hende hjem,  tyer Sethe i desperation til en forfærdelig gerning.

Denne uhyrlige gerning er kulminationen på Sethes slaveliv og  bliver ved med at hjemsøge hende og det hus, hun og datteren Denver stadig bor i otte år senere. En mandlig slave fra Sweet Home dukker op og prøver at gøre alting bedre, men det ender kun med at blive værre, for han bringer endnu flere minder op til overfladen og tilføjer sine egne oven i.

Til at starte med virkede historien ret kaotisk, fordi den hopper rundt i tid og sted, samtidig med at der er mange forskellige fortællere at holde styr på. Sproget er kreativt og nogle gange meget indviklet, men jeg synes ret hurtig jeg fandt hoved og hale i det hele og lod mig rive med af de grusomheder der fortælles om.

Det er en stærk roman, hvor forfatterens meget specielle og ofte meget smukke og anderledes sprog, der beskriver de mest forfærdelige og hjertegribende overgreb på mennesker, flyder ind over læseren i en lind og ubarmhjertig strøm. Det er næsten ikke til at bære.

Det er en historie om, hvordan slaver ikke altid var fri, bare fordi det lykkedes dem at flygte. De måtte fortsat kæmpe med gevaldige traumer efter de umenneskeligeheder de havde været udsat for. Alle personerne i romanen er mærket for livstid af deres oplevelser. Det er grufuldt, det Sethe gør, men på et eller andet plan, kan man som læser også godt forstå hende, når man har hørt hele hendes historie.

Elskede får 5/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar