lørdag den 17. marts 2018

M. L. Rio - If We were Villains

Bogen er købt på Book Depository.

På det prestigefyldte elite kunstakademi Dellecher, er Oliver Marks en del af en fastsammentømret vennegruppe på syv dramastuderende. Det er deres fjerde og sidste år og skolen er blevet som et hjem for dem. Men noget ændrer dynamikken i gruppen og pludselig falder det hele fra hinanden og det ender med, at en af dem dør.

Historien fortælles fra Olivers perspektiv og vi møder ham første gang, da han bliver løsladt, efter at have siddet ti år i fængsel for drab. Sammen med den politimand, der anholdt ham i sin tid, besøger han Dellecher og genfortæller hvad der skete dengang.

Stemning er det, der er det mest fascinerende ved denne litterære krimi og det er det, der driver plottet. På skolen opfører de dramastuderende udelukkende Shakespeare stykker og vennerne kommunikerer ofte indbyrdes via replikker fra diverse Shakespeare skuespil. Man kan levende fornemme denne pompøse, snobbede bohemeagtige livstil, hvor alt drejer sig om teaterkunsten.

Det er helt sikkert ikke den typiske kriminalroman, hvilket jeg satte stor pris på og som var grunden til, at jeg valgt at købe bogen. Det er ikke til at komme uden om, at den læner sig meget op ad Den hemmelig historie af Donna Tartt og giver læseren den samme følelse af, at bevæge sig ind i en hemmelig verden, hvor der foregår mørke og forstyrrende ting.

Man må sige at forfatteren kommer godt fra start med denne ambitiøs og modig krimi, der foregår i et eksklusivt og besnærende miljø. Krimien er udført på en meget udspekuleret og imponerende måde, hvor forfatteren slipper utrolig godt fra, at indrage Shakespeare så meget som hun gør, uden at det bliver kedeligt eller uforståeligt for den almindelige læser. Jeg har meget lidt kendskab til Shakespeare og alligevel fik jeg en god fornemmelse for betydningen af sammenhængen mellem det der sker og de stykker de syv venner opfører og de roller de bliver tildelt.

If We were Villains får 5/6 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar