tirsdag den 10. april 2018

Richard Flanagan - Lyden af en hånd der klapper

Bogen er lyttet som dansk lydbog på Mofibo. Lydstyrken svingede meget. Det lød som om oplæseren nogle gange lænede sig væk fra mikrofonen, så det var svært at høre hvad han sagde.

Historien følger Bojan Buloh og han datter Sonjas svære og meget barske liv som flygtninge i Tasmaninen. Bojan og hans kone, Maria, er flygtet fra Jugoslavien for at komme væk fra 2. Verdenskrigs rædsler. En dag i det nye land, da Sonja er 3 år, pakker Maria en kuffert og forlader sin ægtemand og datter for evigt, på grund af noget som skete under krigen.

Jeg har tidligere læst forfatterens roman Wanting, som foregår i Tasmanien i midten af 1800-tallet og allerede dengang var jeg ikke særlig vild med forfatterens skrivestil. Jeg finder den for overdramatisk og med en alt for stor bevidsthed på, at fremhæve det rå og det groteske i alle hændelser og personer. Samtidig er historien meget forvirrende, fordi den hele tiden springer rundt i tid og sted, hvilket gør den svær at lytte til som lydbog.

En anden ting jeg ikke er stor fan af, er at romanens personer drømmer meget og deres drømmebilleder vikler sig ind og ud af historien, så det kan være svært at finde ud af, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed. En enkelt drøm her og der, har jeg ikke noget imod, men her ville jeg ønske, at han havde brugt nogle andre virkemidler bare nogle af gangene .

Bogen er præget af ultra korte kapitler - der er 86 kapitler på de omkring 350 sider - hvilket hele tiden bremsede historiens flow og gav en meget fragmenteret historie. Jeg havde svært ved at se meningen med de mange kapitler, da historien nogle gange forsatte i næste kapitel, præcis samme sted, som sidste kapitel sluttede.

Forfatteren har ladet noget af historien foregår i 1990´erne og jeg var dybt skuffet over, at han helt forbigår den ulmene opstand i personernes hjemland, Jugoslavien, som man trods alt må mene, har en eller anden betydning for dem. Jeg synes også der manglede noget baggrunds info, omkring de dæmninger, Bojan er med til at bygge og som man får en fornemmelse for ikke er velset arbejde og derfor gør flygtningene upopulære i det nye samfund.

Så historien er sikker fin og jeg fangede da budskabet med, at man ikke kan undslippe sine skygger, selv om man flygter helt om på den anden side af jorden. Men forfatterens skrive- og fortællerstil, er slet ikke noget for mig og jeg har ingen lyst til at forsøge mig med flere af hans bøger.

Lyden af en hånd der klapper får 2/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar