mandag den 9. april 2018

Thomas Harris - Den røde drage

 Bogene er lånt på biblioteket og er den første bog i forfatterens serie om Hannibal Lecter aka Hannibal the Cannibal.

To familier er blevet brutalt myrdet i to forskellige byer. Der er visse ligheder i den horrible og bizarre måde som forbrydelserne er udført på. Derfor hentes Will Graham ind for at assistere FBI. Will har ellers lagt jobbet bag sig, efter at han nær mistede livet, da han sørgede for at Hannibal the Cannibal blev fanget og lukket forsvarligt inde. Nu sætter han og de andre specialister i politiet alt ind på at fange seriemorderen kaldet Dragen, inden han slår til igen.

Selvfølgelig har jeg set filmatiseringen af Thomas Harris anden bog i serien The Silence of the Lamb med Jodi Forster og den formidable og aldeles skræmmende Anthony Hopkins i hovedrollerne. Det var en sygt skræmmende film! Derfor var jeg ikke meget for at begynde på denne bog, for sådan noget ligger alen langt uden for min comfort zone at læse om.

Men da jeg endelig kom igang med bogen, viste det sig hurtigt, at den slet ikke var så slem. Den fremstår som en hver anden psykologisk thriller og jeg synes ikke hverken skrivestil eller plottet er bemærkelsesværdigt. Jeg var godt underholdt, men ikke vanvittig imponeret og jeg har ikke fået lyst til, at fortsætte med de tre næste i serien, som jeg ellers har hørt skulle være betydelig mere uhyggelige og også bedre skrevet.

Hannibal Lecter, som ellers er den figur, som serien er bygget op omkring, spiller en meget lille rolle i bogen. Det virker som om, at Lecter ikke var tiltænkt en hovedrolle. Men at forfatteren ved et lykketræf, har opfundet denne fascinerende og skrækindjagende kannibal og efterfølgende har opdaget hvilket fantastisk væsen han har skabt og har besluttet at udforske den figur i flere bøger.

Bogen er diskuteret sammen med Læsklubben og vi var blandt andet rundt om den teknologiske udvikling, der har været siden bogen blev udgivet i 1981. De telefaxer oplysninger frem og tilbage ( mon nogen overhovedet kan huske, hvordan en telefax ser ud?) og det sidste nye skrig i hos FBI er "søgeren" en maskine, der kan sammenligne fingeraftryk. Det er vildt at tænke på, hvor langt vi er kommet med den teknologiske udvikling siden!

En anden ting vi snakkede om, er den noget fesne forside med den orientalske drageting, der på ingen måde signalerer noget som helst om bogens meget makabre og forstyrende indhold. Jeg fandt dog denne forside, som jeg tænker er fra 1. udgaven, som giver et langt bedre indtryk af bogens stemning og som faktisk viser noget af det plottet handler om.

Den røde drage får 3/6 stjerner

2 kommentarer:

  1. Hvis du ikke ved det, er bogen filmatiseret i to udgaver, hvis du får lyst at se, hvordan filmfolk har tolket bogen forskelligt, det er ret interessant :) Den ene er den meget 80'eragtige kultfilm Manhunter og den anden er The Red Dragon, som er i serie med Silence of the Lambs, altså med Hopkins som Lecter og udover ham et rimelig vildt stjernecast, bl.a. Edward Norton, Philip Seymour Hoffman, Ralph Fiennes, Mary-Louise Parker, Harvey Keitel og Emily Watson :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har godt set, at den er filmatiseret, men det er slet ikke en genre jeg er interesseret i og jeg ser meget sjældent film i det hele taget, så det er nok næppe nogen jeg kommer i til at se :)

      Slet