fredag den 20. juli 2018

Shaun Bythell - The Diary of a Bookseller

Bogen er købt på Book Depository.

I 2001 overtog forfatteren en boghandel og som titlen på denne bog indikerer, er dette hans dagbogsnotater fra 2014, der beskriver med både vid og bid, dagligdagen som ejer af en boghandel i Skotland og de daglige skærmydsler, der er i forbindelse med at drive sådan en butik.

Der er mange udfordringer med ting som personale, kunder og ikke mindst konkurrencen fra internet  mastodonter som Amazone, der sælger bøger til langt under kostpris. Han handler også med antikvariske bøger  og det indebærer besøge af folk, der vil sælge bøger, samt besøg hos folk, der af den ene eller anden grund vil sælge en bogsamling,

Det er en af de bedste bøger jeg længe har læst. Jeg læste den med stor fornøjelse. Tonen er hyggelig, dybt sarkastisk med en meget underspillet humor og en overdreven pessimisme, som er virkelig sjov og som fik mig til at grine flere gange.

Hvis man selv har erfaring med butiksfaget, så vil hans beskrivelser af kunder og deres opførsel være meget genkendelige. Fra min tid i boghandel, kan jeg genkalde flere af de samme typer kunder og de ting, som han skriver om. Nu da jeg er vendt tilbage til at stå bag en disk i en anden branche, så har jeg et par ting mere at tilføje listen over kundetyper og kundeopførsel.

Det mest irriterende spørgsmål, som  jeg - efter bare 3 måneder - allerede er blevet præsenteret for utallige gange i den nye branche, er "Når det nu er jeres sidste ( indsæt hvilken som helst vare f.eks vase, køletaske, kop, træfisk) så får jeg den vel billigere!?". Endnu har jeg ikke kunnet regne sammenhængen ud, mellem den sidste vare og afslag i prisen. Varen er jo ikke blevet dårlig eller har taget skade af at stå alene på hylden og vi bestiller/ har allerede bestilt en ny, så jeg forstå simpelthen ikke ræsonnementet bag det spørgsmål.

Det er helt klart en bog for alle bogelskere og en man vil have glæde af at læse, selv om man ikke er så bekendt med faget. Der var dog mange navne på, hvad jeg tror er kendte skotske, engelske og irske personer og som desværre ikke sagde mig noget, men overordnet gjorde det heldigvis ikke noget for den gode oplevelse af bogen.

The Diary of a Bookseller får 6/6 stjerner

2 kommentarer:

  1. Så lukkede jeg The Diary of a Bookseller, en herlig bog! Forstår ikke hans tålmodighed med Nicky, men godt hans Amazon-allergi. Men Nicky er et herligt indslag, Shaun må kede sig nu. Epilogen meget lakonisk.

    SvarSlet
    Svar
    1. En herlig og meget underholdende bog. Han virker som en rigtig solstråle...haha

      Slet