torsdag den 8. november 2018

Den litterære kattekalender 2019


Her i huset er vi kattemennesker. Vi startede oprindeligt med kun to katte for nogle år siden, men lige nu har vi fem sorte katte og i øjeblikket også en grå strejfer kat, der kommer nogle gange og som allernådigst får lov at spise med ved fadet, når de andre er mætte.

De sorte katte består af en voksen hankat, James og fire sorte killinger, (deres mor blev desværre kørt ned i august), hvor af det kun er de to af dem, der har fået navne. Den ene hedder Lismis og den anden Thorkild. De to andre har vi opgivet, at give navne, fordi de ligner hinanden som to dråber vand. Jeg har personligt en teori om, at de er enæggede tvillinger.

Vores katte er udekatte. De første to katte vi havde, fik i starten lov til at komme ind, men når man har landbrug, er det ikke særlig hygiejnisk, hvis katten har været ude og løbe i noget møg og så bagefter render rundt oppe på køkkenbordet. Hvilket de gør, når man vender ryggen til, uanset hvor mange gange, de har fået at vide, at de ikke må.

Men det korte af det lange er, at det gav helt mening for mig, at sige ja til at modtage et eksemplar af Den litterære kattekalender 2019 fra Forlaget Vandkunsten, da de kontaktede mig. Jeg har endnu ikke bladret i kalenderen, selv om det har været svært ikke at smugkigge, men glæder mig til, at begynde på den til januar.

Det var selvfølgelig oplagt at bruge vores katte som fotomodeller, men som altid med katte, gør de som regel det modsatte af hvad man ønsker. Hvis man vil have dem til noget, er de absolut ikke interesseret. Men hvis jeg havde villet have dem til at blive væk, så var de nok kommet løbende med det samme.

2 kommentarer:

  1. Elsker katte og elsker i særdeleshed sorte katte ;-)

    Vi har to, og de har fordelt territorierne mellem sig, så den ene helt klart bestemmer indenfor, og den anden helt klart ejer haven :P


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det godt, at jeres katte er enige om territorierne, så de ikke kommer op og slås :) Jeg kan da heller ikke forstå det med, at sorte katte skulle bringe uheld ;)

      Slet