lørdag den 9. februar 2019

Anders C. Thomsen - Stalingrad Berlin

- en russisk soldat fortæller.

Bogen er købt til bogudsalg sidste år og er lyttet som udmærket lydbog på Mofibo.

Historien følger den 20-årige Mihael Gorbesjevskij, der arbejder som kartoffelopgraver i et landbrugskollektiv i Sibirien. Her lever han et stille og roligt liv, indtil han i slutningen af 1941 bliver sendt til Stalingrad, hvor Hitlers tropper er ved at løbe den sovjetiske hær over ende. Han er ikke selv guds bedste barn, men på trods af krigens gru, brutalitet og de udfordrende kærligheds affærer han gennemlever, udvikler han sig til en god soldat og en dygtig leder.

Det er en kontrastfuld tour de force gennem et krigshærget land mellem tyske fjender og landsmænd, der ikke altid udviser den opførsel som forventes. Fortællingen går fra blodig krig og vold til desperat sex og kærlighed - alle dele til overflod.

Bogen var modsætningsfuld fordi selve billedet af krigen og de grufulde ting der sker, var meget realistisk, mens hovedpersonen virkede en anelse forkert på mig. Han er en heltefigur, nærmest en helt helgen. Der er noget glorificerende i den måde han bliver fremstillet på, som virkede malplaceret i denne fortælling. Samtidig har han også nogle ekstremt mørke sider, som nok er med til at gøre ham til den dygtige soldat han er, men som stadig væk ikke får ham til at virke troværdig.

Til at starte med troede jeg fejlagtigt, at det var en virkelig fortælling fra 2. Verdenskrig og Vestfronten og derfor tog det mig lidt tid, at vænne mig til, at det rent faktisk "bare" var fiktion. Den misforståelse og det at jeg i begyndelsen havde svært ved at pejle mig ind på hovedpersonen gjorde, at jeg flere gang i løbet af de første 20% af lydbogen, var meget tæt på at opgive bogen flere gange. Men da Mihael kommer afsted til fronten og der for alvor kommer gang i krigen, så fik historien mere kød på. Man ser flere sider af hovedpersonen og det hele blev lidt mere interessant.

En bog der krævede nogle tilløb, men som trods alt endte med at være en helt god læseoplevelse og som giver et kvalificeret bud på, hvordan det var at være soldat ved Vestfronten.

Stalingrad Berlin får 4/6 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar